Ny udvikling: Uanmeldt besøg i lukningstruet børnehave
Der har været uanmeldt besøg i den skandaleramte Fussingø Naturbørnehave, netop inden politikerne tirsdag skal afgøre børnehavens fremtid.
Et uanmeldt tilsynsbesøg i Fussingø Naturbørnehave viser en ny positiv udvikling i kølvandet på en ellers kedelig forhistorie.
Børnehaven har på et tidligere uanmeldt besøg tilbage i juni 2023 opnået en 'begrænset opfyldelse'. Men nu viser det nyeste uanmeldte besøg den 5. april 2024, at de har opnået 'fuldstændig opfyldelse.'
Børnehaven har længe været under skærpet tilsyn, efter at der er sket en række voldsomme hændelser. Det handler blandt andet om børn, der har overfaldet andre børn.
Institutionen er blevet vurderet på pejlemærkerne mangfoldighed og inklusion samt børnehavens fysiske rammer.
I vurderingen tilbage i juni var der flere krav, børnehaven ikke havde opfyldt.
Et par eksempler var, at 'personalet konflikthåndterer med ro, venlighed og nænsom guidning', og at 'der er mulighed for henholdsvis rolig og vild leg.'
Disse krav og de øvrige, der ikke var opfyldt, er nu blevet opfyldt.
Kan mærke forandring
Lonnie Schou Kristensen er forælder til en pige i børnehaven, og hun har haft børn i børnehaven i al den tid, den har været under skærpet tilsyn.
Hendes børn har ikke selv været involveret i nogle voldsomme hændelser, men hun har ofte været bekymret for, at det kunne ske.
Nu oplever hun så, at der er sket en positiv udvikling i børnehaven, og at hun trygt kan sende sine børn afsted om morgenen.
- Jeg ønsker, at børnehaven bliver ved med at eksistere. Det er et helt unikt tilbud, hvor pædagogerne er passionerede, og børnene lærer en masse om naturen, siger Lonnie Schou Kristensen.
Det er hendes klare indtryk, at samtlige forældre i børnehaven deler hendes holdning om, at børnehaven skal holdes åben.
- Hvis vi ikke havde været trygge, så havde vi taget vores børn ud, siger hun.
Søndag sendte forældrerådet i børnehaven et brev afsted til Børne- og Familieudvalget, da de ikke har følt sig hørt, inden politikerne skal træffe en afgørelse om børnehavens fremtid.
Et fantastisk koncept kan lukke
Mogens Nyholm er formand for Børne- og Familieudvalget, og han kan godt se, at der er gjort en indsats for at ændre kulturen i børnehaven.
- De lever op til kravene nu, og det øger sandsynligheden for, at børnehaven kan overleve, siger han.
Han fortæller, at det, der taler for en lukning, er de nedadgående børnetal.
- Der er plads til 50 børn i børnehaven, men mig bekendt er der lige nu 12-15 børn, siger han.
Det vil kunne spare Randers Kommune for 1,3 millioner kroner, som kan bruges på andre børnehaver, og en mulig løsning vil være, at børnehaven kan bruges af andre børnehaver, der kan besøge stedet, fortæller Mogens Nyholm.
Forældre fortæller, at stedet er unikt og det eneste af sin slags i Randers, og ønsker derfor ikke, at det lukker. Hvad tænker du om det?
- Jeg er helt enig i, at det er et fantastisk koncept med en naturbørnehave. Jeg er ked af, hvis den skal lukke.
Udvalgsformanden fortæller, at han er overbevist om, at udvalget træffer en afgørelse tirsdag, når de skal drøfte børnehavens fremtid.