Ny trænings-højskole i Randers
I foråret 2016 slår Randers Kommune dørene op til det nye rehabiliteringscenter Træningshøjskolen
Om ganske få måneder får ældre borgere med behov for intensiv genoptræning efter en skade eller anden form for tab af funktionsevne mulighed for at få et ophold på det nye rehabiliteringscenter Træningshøjskolen i Øster Tørslev i Randers Kommune.
Den nye træningshøjskole kommer nærmere bestemt til at ligge i lokaler på ældrecenteret Åbakken.
- Efter planen skal Træningshøjskolen stå færdig i marts 2016, og vi starter ud med at kunne huse 10 borgere ad gangen, fortæller lederen af den nye træningshøjskole, Louise Hauton.
Behovet for rehabilitering efter en skade eller anden form for tab af funktionsevne er vokset i takt med accelererede hospitalsforløb og stigende andel af de ældre i befolkningen. Desuden ønsker de fleste ældre et selvstændigt liv, hvor de selv kan disponere over deres tid og hverdag og ikke er afhængige af hjælp fra hjemmeplejen til eksempelvis hygiejne og rengøring.
- Pladserne på Træningshøjskolen er forbeholdt borgere, der har oplevet et tab af deres funktionsevne som følge af for eksempel knoglebrud eller voldsomme infektioner. Formålet er, at borgerne efter opholdet skal blive helt eller delvist selvhjulpne igen, fortæller Louise Hauton.
Hele døgnet rundt
I dag bliver borgere med behov for rehabilitering genoptrænet i dagscentre og på Svaleparken, og Træningshøjskolen er derfor en udvidelse af det nuværende kommunale tilbud om genoptræning. Noget af det nye er, at der er mulighed for træning alle årets dage - hele døgnet rundt.
- Træningshøjskolen skal forme sig i kraft af et samarbejde præget af høj professionalisme og et fælles mål om at give borgerne i Randers Kommune de bedste vilkår for et meningsfuldt liv, lyder det fra Louise Hauton.
Træningsforløb skal få borgere i arbejde igen
Et af de vigtigste fokusområder i forbindelse med den nye træningshøjskole er, at man også lægger vægt på efterbyggelse; det vil sige hvordan borgerne klarer sig efter endt ophold på træningshøjskolen.
- Det betyder, at vi støtter borgeren og eventuelle hjælpere og pårørende i borgerens hverdag til at vedligeholde og udvikle det niveau af selvhjælp, som borgeren har opnået på opholdet. Herefter kan pårørende og eventuelt plejepersonale fortsætte med at inddrage borgeren i opgaver i hjemmet som eksempelvis madlavning, rengøring, tøjvask og så videre. Dermed fortsætter den positive udvikling forhåbentlig efter opholdet hos os, fortæller Louise Hauton.