Nordic Waste blev varslet påbud: Nu giver de lyd fra sig
Nordic Waste har nu svaret Miljøstyrelsen på de to påbud, virksomheden er blevet varslet.
Virksomheden Nordic Waste har nu svaret på de to påbud, de er blevet varslet.
Det bekræfter virksomheden over for TV2 Østjylland.
- Vi kan bekræfte, at vi har sendt et høringssvar, og det gjorde vi inden deadline klokken 16, siger Nordic Wastes presseansvarlige Søren Møgelvang Nielsen.
Nordic Waste fik tirsdag besked om, at virksomheden skal stille økonomisk sikkerhed for de omkostninger, der har været forbundet med at forhindre et massivt jordskred med forurenet jord, og at virksomheden skal tage ansvar for situationen omkring jordskreddet.
Det var kravene, Miljøministeriet kom med i to påbud, der blev varslet Nordic Waste, og som man fik 24 timer til at svare på.
Vil ikke fortælle om svarene
Det fik virksomheden indtil torsdag klokken 16 til at give høringssvar på, og det er altså nu det, der er sket.
Virksomheden vil ikke oplyse, hvad de har svaret i høringssvarene.
- Det har vi ikke nogen kommentarer til, siger Søren Møgelvang Nielsen.
Miljøministeriet oplyser, at de hverken kan be- eller afkræfte, at de har fået høringssvaret. Men ministeriet kan oplyse, at man ser på de høringssvar, der er kommet.
Miljøministeriet kan heller ikke oplyse noget om tidshorisonten.
Det handler sagen om
Nordic Waste modtager forurenet jord til rensning og kan modtage op til 1.000.000 ton jord om året. Over tid er der derfor kørt enorme mængder jord til området.
Men en del af jorden ligger oven på en tidligere lergrav, og da store mængder regn ramte i efteråret, gjorde vandet jorden tung og leret vådt. Derfor ”glider” jorden nu hen over leret.
Det vurderes, at jordskredet omfatter op mod 2,5 millioner ton jord, som bevæger sig frem over Nordic Wastes område mod Alling Å og Gammel Århusvej. Nordic Waste har derfor været nødt til at rive flere bygninger ned, før jordskredet smadrede dem.
I et forsøg på at stoppe jordskredet lavede Nordic Waste også en dæmning af hvid microfiller, der er et restprodukt fra cementproduktion. Håbet var, at et bjerg af tung microfiller kunne stoppe jordskredet, men det lykkedes ikke.
Ifølge Miljøbeskyttelsesloven er Randers Kommune som tilsynsmyndighed forpligtet til at gribe ind for at afværge forurening, og den 16. december vurderede kommunen, at det var nødvendigt at sætte gang i yderligere tiltag for at beskytte Alling Å.
Hvis jorden vælter ned i Alling Å og stopper vandgennemstrømningen, vil det resultere i en oversvømmelse af området syd for Nordic Waste.
Samtidig er der frygt for, at den forurenede jord og den microfiller, der blev brugt til at forsøge at stoppe jordskredet, vil skade vandkvaliteten i åen, der munder ud i Randers Fjord.
Den 19. december opgav Nordic Waste at stoppe jordskredet, da det ifølge virksomheden ikke længere var forsvarligt at opholde sig i området. Dermed overtog Randers Kommune hele indsatsen.
Kommunen forsøger at etablere en pumpeløsning, så vandet fra Alling Å pumpes forbi Nordic Waste, men arbejdet besværliggøres både af jordskredet og den regn, der er faldet de seneste uger.
Kilder: Randers Kommune og Miljøstyrelsen