Muligt meteoritfald nær Randers
En usædvanligt stor ildkugle er observeret på den danske nattehimmel, og sporet løber ud mellem Viborg og Randers
Klokken 00.35 natten til tirsdag blev der observeret en ildkugle over Jylland, oplyser Statens Naturhistoriske Museum.
- Det sker over Danmark cirka fem til ti gange om året, men den her var usædvanlig kraftig, og så var det en super flot nat, så alle vores kameraer så den, siger lektor Henning Haack fra Statens Naturhistoriske Museum til tv2oj.dk.
Faktisk var ildkuglen så stor, at der ikke kan udelukkes et meteoritfald, som i så fald skulle være et sted mellem Randers og Viborg.
- Det ser ud som om, den er brændt op, så sandsynligheden er ikke stor, men der er altid usikkerhed på de målinger, så der er en mulighed, selv om den er lille, siger Henning Haack.
Han fortæller, at vi i gennemsnittet cirka finder en meteorit i Danmark en gang per århundrede, selv om der statistisk set falder langt flere ned end den ene. Faktisk er der sandsynligvis cirka tre meteoritfald i Danmark om året, som man ikke finder.
- Problemet er, at vi har så meget skov og krat, at vi sjældent finder dem, siger Henning Haack.
Den ildkugle, der fløj over Danmark i nat, estimeres til at have været på farten i mellem 10 og 20 millioner år.
Billedet øverst i artiklen er fra Niels Bohr Instituttet, hvor ildkuglen er fotograferet fra Aalborg i nat.
Har du observeret ildkuglen og taget et billede eller videofilm af den, så hører vi gerne fra dig på redaktion@tv2oj.dk