Motorvej lukket i en time
Solouheld gav problemer på E45
Et trafikuheld på motorvej E45 ved Randers var lørdag formiddag skyld i, at motorvejen i en periode helt var spærret for trafik i nordgående retning.
Solouheldet skete ved ni-tiden på strækningen mellem afkørslen ved Randers Syd og rastepladsen ved Gudenåen.
Efter uheldet var motorvejen helt spærret i nordgående retning, indtil vejen cirka en time senere blev åbnet i det ene spor.
Der blev sendt ambulance og en akutlægebil til uheldsstedet. Der er dog ingen meldinger om, at personerne i den havarerede bil skulle være kommet alvorligt til skade.
Østjyllands Politi oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at der senere lørdag var et uheld i det sydgående spor i nærheden af afkørslen ved Randers SV - ikke langt fra det første uheldssted.
- Der var flere biler impliceret i uheldet. Ingen personer er dog kommet alvorligt til skade, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi.