Manglede sidste skarphed
Jonas Borring erkender manglende effektivitet
Randers FC kunne for alvor have blandet sig i sølvmedaljestriden med en sejr hjemme over FC Nordsjælland, men hestene måtte nøjes med et enkelt point, da kampen endte 0-0.
Hjemmeholdet skabte dog mange chancer, og derfor ærgrede det også Jonas Borring, at Randers ikke kom på måltavlen søndag eftermiddag.
- Det er ærgerligt, at vi ikke får scoret på de chancer, vi får produceret, men det er dejligt, at vi får et enkelt point, sagde Jonas Borring til TV3 Sports reporter på sidelinjen efter kampen.
Annuleret mål
Randers FC fik annulleret et mål i første halvleg, mens FC Nordsjælland brændt straffe efter pausen. Særligt i anden halvleg var Randers tæt på flere gange, men Borring erkendte også, at den sidste skarphed manglede i de afgørende situationer. Det betyder dog ikke, at Randers opgiver kampen om drømmen om medaljer.
- Vi manglede lige den sidste skarphed, men vi er stadig koncentrerede om at slutte så godt som overhovedet muligt, så det var godt at få point i dag.
Randers ligger fortsat nummer tre i Superliga-tabellen. AaB kan dog nå op på siden af dem, hvis de vinder over FC København søndag aften.