Kort tid bag rattet: 17-årig fik taget kortet for spritkørsel
En ung mand på blot 17 år fik kørekort som en del af ny forsøgsordning, men nu har han allerede mistet det igen
Fra årsskiftet kunne 17-årige køre bil med en erfaren bilist som ledsager, og det har efter sigende fungeret godt i rigtig mange tilfælde. Men en ung mand fra Randers har nu bevist, hvordan man ikke skal gebærde sig som hel ny trafikant under 18 år.
Natten til torsdag den 13. juli kort før kl 1 - mindre end én måned efter den 17-årige mand havde bestået køreprøven - blev han stoppet af politiet på Bredgårdsvej i Hadsten, og det endte med at blive en rigtig dyr fornøjelse.
Læs også
- Den 17-årige havde nemlig sat sig bag rattet i spirituspåvirket tilstand, og da de øvrige passagerer i bilen alle var under 18 år, havde han heller ikke overholdt reglerne om at have en erfaren bilist med som ledsager, oplyser Østjyllands Politi.
Løber let op i 20.000 kr.
Den unge mand blev anholdt og kørt til politistationen i Randers for at få taget en blodprøve, der skulle fastlægge hans præcise promille.
- Vi har nu modtaget resultatet af blodprøven, der viste en promille på 1.04. Det betyder, at den 17-årige mister sit kørekort og skal på et alkohol- og trafikkursus, hvorefter han skal starte forfra med at tage kørekort i et forløb, der skal afsluttes med en ny køreprøve, fortæller politiet.
Derudover får han en bøde på ca. 10.000 kroner for at køre i alkoholpåvirket tilstand og uden den nødvendige ledsager.
Inklusive udgifterne til et nyt kørekort løber den 17-åriges køretur altså op i mellem 15.000 og 20.000 kroner.