Kom af med din fobi ved at holde fugleedderkoppen Rosa-Lina
Jan Dahl Sørensen fra Randers har et alternativ bud på en Mors Dag næste søndag. Her kan mødre komme af med deres fobi for kryb.
'Er din mor bange for edderkopper og slanger?'
Sådan indleder Jan Dahl Sørensen et Facebook-opslag i gruppen 'Facebook Randers'. Herefter kom han med – synes han selv – et godt tilbud til de skrækslagne mødre.
For i forbindelse med Mors Dag den 14. maj er han at finde i den lokale Plantorama.
Sammen med fugleedderkoppen Rosa-Lina, flere slanger, en kæmpesnegl og flere andre eksotiske kryb.
- Jeg kommer ud med alle dyrene, og hvis nogen så har en fobi over for nogle af dem, vil jeg påstå, at jeg kan hjælpe dem af med den, siger Jan Dahl Sørensen til TV2 Østjylland.
Skal selv være klar
Jan Dahl Sørensen forsøger gennem fakta og berøring med dyrene at vende den ramtes normale skepsis til noget positivt i stedet.
For ham er det dog vigtigt, at man selv er klar til at komme af med fobien.
- Enkelte gange har jeg måttet afbryde undervejs, fordi personen tramper rundt i noget negativt og ikke er klar til at give slip. Så kan jeg intet gøre.
Helt konkret begynder han med at spørge ind til fobien og hvilke oplevelser eller historier, der gør, at der er en fobi for et bestemt dyr.
Kan være farlige
Og ud fra det forsøger Jan Dahl Sørensen så efter bedste evne at hjælpe.
- Det er gratis, og jeg vil gerne bare hjælpe. Ud over fakta gør jeg meget ud af, at personen sænker skuldrene, tager dybe indåndinger og slapper helt af. Tit er det nok, når de så også får dyrene i hånden, forklarer randrusianeren.
Han vil dog ikke lyve over for klienterne.
Dyrene er ikke fuldstændig harmløse.
- De er ikke tamme, og en sjælden gang har jeg da oplevet, at fugleedderkoppen børster hårene af, når den bliver holdt, og det er ubehageligt og klør.
- Men jeg har de mest fredelige arter i stedet for de større og mere farverige. For de har et andet temperament.
Kom for sent på job
Jan Dahl Sørensen tager rundt i det meste af Jylland med sine dyr. Blandt andet på messer og i forretninger.
Han har derfor også efterhånden oplevet lidt af hvert, når det kommer til fobier for kryb.
- En kvinde var så bange for edderkopper, at da hun så en på dørkarmen på vej ud, kunne hun simpelthen ikke komme afsted og endte med at komme for sent på job.
Typer som hende og mange andre vil han gerne hjælpe.
Om det så kan lade sig gøre i alle tilfælde, er nok mere tvivlsomt.
Arrangementet i Randers foregår i Plantorama søndag den 14. maj fra kl. 9-15.