Kan du se ligheden? Tillykke til Randers FC-spiller med VM-finale
Randers FC ønsker tillykke til sin spiller, som måske, måske ikke, har en vis lighed med en anden fodboldspiller.
Tirsdag aften spillede Argentina sig for sjette gang i historien i en VM-fodboldfinale, da Kroatien blev besejret 3-0 af Messi, Alvarez, Otamendi og de andre argentinske stjerner.
Kort efter kampen dukkede et tweet op fra Randers FC på det sociale medie Twitter.
"Randers FC ønsker Simon Graves tillykke med pladsen i VM-finalen", lød budskabet.
Men hov... er den 23-årige fodboldspiller fra Randers med i Qatar? Og deler hotel med Di Maria og resten af den argentinske trup?
Selvom han garanteret ville ønske det, så er der blot tale om "et synsbedrag". For der er godt nok nogle fysiske ligheder mellem forsvarsspilleren fra Randers FC og den argentinske midtbanemand Alexis Mac Allister fra Premier League-holdet Brigthon & Hove Albion.
Og mens Mac Allister altså træder ind til den måske største fodboldkamp, en fodboldspiller kan opleve med over 80.000 tilskuere til søndagens VM-finale, så kan Simon Graves fortsat nyde vinterferien. Der er nemlig mere end to måneder til næste betydende kamp for Randers FC, som er den 19. februar i - tør vi godt skrive - mindre luksuriøse rammer på Nature Energy Park i Odense med plads til 15.790 tilskuere. Så mange kommer nok ikke.