Heidi er rørt over støtte
Østjyder viser deres støtte til Heidi Neergaard
Telefonopkald, blomster og tilbud om hjælp fra personer, som Heidi Neergaard aldrig har mødt.
TV 2 | ØSTJYLLAND har den seneste tid fortalt om Heidi Neergaard og hendes situation, hvor det nu er 27 dage siden, at hun har været i bad.
Flere østjyder har henvendt sig til Heidi Neergaard og tilbudt, at de gerne vil hjælpe hende med at komme i bad. Flere har også ringet til hende, mens en enkelt endda har sendt en buket med blomster til Heidi Neergaard for at vise hende støtte. Fælles for dem alle er, at ingen af dem har mødt Heidi Neergaard, men blot fulgt hendes kamp via medierne.
- Jeg er rørt og taknemmelig over, at der er nogle mennesker derude, som støtter mig, og at jeg ikke står alene med det her. Det betyder meget for mig, siger Heidi Neergaard.
Hun er spastisk lammet i benene og derfor meget plejekrævende. Heidi Neergaard har siden 1. juni i år modtaget hjælp fra Hjemmeplejen, men fordi hun er meget plejekrævende, har de ikke haft tid til at give hende et bad. Du kan læse mere om Heidis Neergaards situation her.