Håber borgere spytter halv million i kassen
I dag starter folkeindsamlingen til den mere end 100 år gamle bypark i Randers
Hvis randrusianerne vil have fornyet deres grønne arealer, så må de nu selv til lommerne.
I dag starter Randers Kommune noget så usædvanligt som en folkeindsamling til fordel for Doktorparken. Målet er at samle en halv million kroner ind.
- Hovedgrunden er, at vi havde lukket ned for fuglevolieren og sagt, at fuglene kunne flyve et andet sted hen. Men så fandt vi ud af, at hvis vi kunne samle nogle penge kommunalt og supplere med private virksomheder og borgere, der giver en skærv til det, så kunne fuglene bliver her, og vi kunne få en ny naturlegeplads, siger Mogens Nyholm (Rad.V.), der er formand for Kultur- og fritidsudvalget i Randers Kommune.
Kommunen samler ind til Doktorparken
Randers Kommune betaler selv 80 procent af budgettet til gentænkning af den gamle park, og beder dermed borgere og virksomheder om de sidste 20 procent.
Kommunen har selv afsat penge til den ny naturlegeplads og til den fremtidige drift. Pengene fra randrusianerne skal derimod gå til blandt andet et fuglevoliere, formidlingsarbejde og opholdspladser i parken.
- Det er en helt ny måde at tænke på i Danmark, har jeg hørt, og jeg tror på, at borgerne og virksomhederne gerne vil bidrage, siger Mogens Nyholm.
Se hele interviewet med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i tv-indslaget ovenfor.