Fem års fængsel for bilbombe
43-årig tilfreds med landsrettens dom
Straffen er onsdag blevet skåret ned fra fængsel i otte år til fem år i sagen om en bilbombe, som blev bragt til sprængning juleaften i 2011 i Randers.
Vestre Landsret har frifundet den 43-årige Kim Jelle for at ville forsøge at dræbe sin fætter og dennes lille datter.
Derimod er han kendt skyldig i at have anbragt en dobbelt rørbombe under fætterens Toyota Carina, hvilket udsatte de to for overhængende livsfare.
Bomben fremstillede den 43-årige i sit hjem i juledagene. Derefter placerede han den under bilen, der holdt parkeret på Vilh. Thomsens Plads nær byens togstattion.
Formålet var alene at chokere fætteren og at give ham en lærestreg, har Kim Jelle sagt under sagen.
- Han er selvsagt meget tilfreds med resultatet, idet det gik ham meget på, at byretten havde dømt ham for to drabsforsøg, som han ikke har begået, siger hans forsvarer, advokat Jan Schneider.
Landsretten siger om straffen, at der var tale om meget alvorlig personfarlig kriminalitet, som blev begået efter forudgående planlægning.
Den dobbelte rørbombe blev forsynet med en selvudløser.
Se: Otte års fængsel til bombemand
Ved sprængningen kom der huller i bunden af bilen, som blev totalskadet. Fætteren og dennes datter på dengang tre år slap uden skader.
Et muligt motiv kan ifølge anklagemyndigheden være hævn.
Blandt de beviser, som ifølge politiet fældede den 43-årige, var en rørtang og noget fiskelim, som blev brugt som fyldstof i enderne på rørbomberne.
Byrettens dom på otte års fængsel blev afsagt i marts i år.