Otte års fængsel til bombemand
Dømt for forsøg på dobbelt manddrab
Det var et enigt nævningeting, som i dag fandt en 42-årig mand skyldig i forsøg på dobbelt manddrab.
Manden blev idømt otte års fængsel og desuden dømt til at betale erstatning og godtgørelse til de to forurettede, hans nu 33-årige fætter og dennes nu fire-årige datter. Det skriver Retten i Randers på hjemmesiden.
Begge ofre befandt sig i bilen, da to rørbomber detonerede under mandens bil tæt på Vilhelm Thomsens Plads i Randers juleaften 2011. Udover høreskader kom de to meget heldigt ikke noget til.
Manddrab eller skræmmekampagne
Den dømte erkendte under forløbet i retten, at det var ham som konstruerede og placerede de to bomber juleaftensdag. Men han nægtede at det var med hensigt at dræbe sin fætter og dag slet ikke fætterens datter. Det var blot for skræmme som hævn for, at fætteren skulle have sneget sig til sex med hans kone, forklarede han i retten.
Men de tre dommere og nævningene vurderede det altså anderledes.
Retten lagde ved afgørelsen af skyldsspørgsmålet navnlig vægt på tiltaltes forklaring, de skete skader samt de tekniske oplysninger om bombernes farlighed.
Den 42-årige ankede dommen.