Færdselsuheld lukkede veje
Uheldsramt morgen i Østjylland
En 37-årig kvinde kom til skade, da to biler onsdag morgen kørte sammen i krydset mellem Århusvej og Ryomvej i Ugelbølle. Bilerne kørte i samme retning, da kvinden svingede til venstre.
En 18-årig mand kørte bag kvinden og holdt ikke afstand til hende.
- Den bagved rammer bilen lige på førerens dør. Bilisten i den forreste bil er kommet til skade, siger vagtchef Carsten Dahl ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kvinden blev kørt til Regionshospitalet i Randers. Hun har fået læsioner i ansigtet efter uheldet og har muligvis brækket flere knogler.
På grund af uheldet blev al trafik på vejen ledt udenom. Men i løbet af formiddagen blev vejen igen åbnet.
Trafikuheld i Randers
Også i Randers kørte to biler sammen. En bil påkørte en anden bagfra på Tørvebryggen lidt over ni. Ingen kom slemt tilskade, men de andre bilister måtte væbne sig med tålmodighed.
- Der er en ret lang kø, som vi skal have afviklet, siger indsatsleder Christian Nøddelund fra Randers Brand og Redning.