Endelig kan Malene træne på lige fod med konkurrenterne
En ny BMX-bane blev lørdag indviet i Randers. Håbet er, at den 400 meter lange bane, der lever op til de internationale krav, skal tiltrække flere talenter.
BMX-kørere i Randers kan nu sætte fødderne til pedalerne på en spritny bane ved Idrætscenter Langvang. Banen, der lever op til de internationale krav for BMX cykling, blev indviet lørdag.
Læs også
Håbet er, at den nye bane kan tiltrække endnu flere talenter – og medvirke til at den nuværende talentmasse i klubben bliver endnu bedre.
Allerede nu er adskillige klubmedlemmer blandt Europas bedste. Det gælder for eksempel 18-årige Malene Kjelstrup, der er flere gange Danmarksmester og også Nordisk Mester for juniorer.
Læs også
For hende får den nye bane stor betydning, da hun ikke længere skal køre langt for at komme til træning:
- Det gør alt meget nemmere. Nu er der ikke så meget at stresse over i forhold til planlægning. Det er jo en lang tur, og nu sparer jeg både tid og penge, siger Malene Kjelstrup, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vil tiltrække flere talenter
Tidligere har Malene Kjelstrup måtte tage på ugentlige tur til København for at træne. Hvis træningen har skulle foregå lokalt, har det været på en lille bane i Romalt eller i Skanderborg.
Læs også
Men med den nye banes indtog er det slut. Banen ved Langvang har de internationale mål på 90×130 meter, en højde op til ni meter ved startrampen og et moderne lysanlæg.
Alt sammen forhold der forhåbentligt kommer til at kunne ses på Malene Kjelstrups resultater:
- Nu kan jeg træne på lige fod med mine konkurrenter, så det skal helst vise sig på mine resultater, siger Malene Kjelstrup, der har dyrket BMX-cykling, siden hun var 10 år gammel.
Læs også
Muligheden for en spritny BMX-bane opstod, da Randers Kommune for tre år siden afsatte 1,5 millioner til klubben Randers BMX, så de kunne etablere en ny træningsbane af international klasse med det formål at kunne tiltrække endnu flere talenter til BMX-miljøet i Randers.
Den lokale klub har 48 medlemmer, hvoraf flere af dem er en del af den europæiske elite.