Elvis-museum skal betale stor erstatning i sag om navnestrid

Memphis Mansion skal betale en halv million kroner i erstatning til amerikansk selskab

Memphis Mansion i Randers, er onsdag dømt til at betale en halv million kroner til et amerikansk selskab.

Det skyldes, at det tidligere navn Graceland Randers lå for tæt op ad det oprindelige Graceland i USA. Dermed er der sket en krænkelse af det amerikanske selskabs rettigheder, fastslår Sø- og Handelsretten.

På grund af striden er navnet blevet ændret til Memphis Mansion.

Selv om Elvis-selskabet GL SPE LLC således får medhold og tilkendes 500.000 kroner, får direktøren fra Randers dog også ret på andre punkter.

Læs også Graceland-strid: Elvis Entreprises kræver 1,5 mio kroner

Henrik Knudsen frifindes nemlig for flere af de påstande, som tre amerikanske selskaber - heriblandt Elvis Presley Enterprises Inc. - har nedlagt under sagen.

I en pressemeddelelse sidste år fortalte Henrik Knudsen, at han havde fundet et nyt navn.

- Det har aldrig været min hensigt at fornærme nogen ved at kalde vores danske "Elvis-klubhus" og min ydmyge hyldest til Elvis for Graceland Randers, udtalte han.

Memphis Mansion er også passende, fordi Presley indspillede flere berømte numre i Sun-studierne netop i Memphis.

Elvis har været en passion for Henrik Knudsen siden barndommen. Museet i Randers blev indviet i 2011.

Hvad handler sagen om?
Elvis Presley Enterprises krævede  oprindeligt 1,5 millioner kroner af Henrik Knudsen som erstatning for, at han har brugt navnet ”Graceland” om huset i Randers, der opført som en hyldest til Elvis.

Henrik Knudsen mener, at han i 2007 fik tilladelse til at bruge navnet hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

Læs også Graceland Randers har fået nyt navn

 Den 21. december skiftede han dog navnet på huset som følge af striden. Nu hedder huset i stedet Memphis Mansion.

Retssagen startede i juni måned, og i dag er der så endelig faldet en afgørelse i sagen.