Demonstration prægede anderledes byrådsmøde i Randers Kommune
To forslag om forbedring af plejefamiliernes ydelser blev mandag nedstemt i Randers Kommune
Byrådet i Randers Kommune var i dag rykket ud af de trygge rammer i byrådssalen og til Havndal for at mødes med borgerne ude i kommunen.
Og borgerne mødte de i Havndal. Flere borgere var nemlig mødt op med skilte og t-shirts for at demonstrere mod de nedsættelser, der har været på plejefamiliernes løn i kommunen.
- Jeg håber, at Venstre eller Dansk Folkeparti vil ændre sig, så der bare ryger en stemme over på den anden side, så vi kan få stoppet det her galimatias, siger medlem af styregruppen for plejefamilier i Randers Kommune, Palle Berthelsen.
Læs også
Striden mellem plejefamilierne og kommunen har kørt i flere måneder, og igen i dag var emnet på byrådets dagsorden. Radikale Venstre havde nemlig stillet et forslag om at gendanne tilliden mellem plejefamilierne og kommunen.
Blandt andet lød et af punkterne på at plejefamilierne skulle have deres gamle ydelse igen.
- Hvis man fortsætter med det lave niveau, som Venstre og Dansk Folkeparti påtvinger vores forvaltning, så får vi nogle børn, der tabes her, og det kan vi ikke være bekendt rent menneskeligt, siger byrådsmedlem i Randers Kommune Mogens Nyholm (R).
Forslaget fik ikke den nødvendige opbakning i byrådet. Venstre og Dansk Folkeparti med i alt 16 mandater og flertallet stemte nemlig imod forslaget.
- Jeg ved ikke rigtig, om vi kunne have gjort noget anderledes, fordi reelt er det sådan, at der er en seks-otte år tilbage i tiden har det her arbejde ikke været gjort ordentligt i Randers Kommune, og det erkender vi, og det er også derfor, at vi er i en situation, hvor der er nogle plejefamilier, der får et vederlag, der er for højt i forhold til det, som de skal have med de børn, de har, siger formand for Børne- og Skoleudvalget i Randers Kommune, Anders Buhl Christensen (V).
Læs også
Velfærdslisten havde også stillet et forslag i sagen. Dette blev også stemt ned.
Tilbage hos Palle Berthelsen og plejefamilierne var der skuffelse over dagens resultat, om end det nok var forventet.
- Det var nok som forventet, fordi Venstre og Dansk Folkeparti vil ikke give sig på det her, selvom de ved, at det er forkert, det der foregår, siger Palle Berthelsen.
Det var et nyt og anderledes tiltag, at byrådsmødet i Randers Kommune blev afholdt i Havndal. Se mere herunder: