Byrådet blåstempler natåbent på bodega
Byrådsflertal underkender bevillingsnævnet og giver randrusiansk bodega lov til at holde åbent til klokken 01 et par nætter om ugen
Fremover bliver det muligt at slukke tørsten på Sunes Bodega i Randers efter midnat.
Et flertal i Randers Byråd giver bodegaen lov til at holde åbent til klokken 01 nætterne efter fredag og lørdag.
Dermed underkender politikerne bevillingsnævnets afgørelse fra efteråret. Den sagde, at bodegaen skulle lukke senest til midnat.
Sunes Bodega havde søgt om tilladelse til klokken 01 nætterne efter fredag og lørdag, men fik nej fra bevillingsnævnet - blandt andet på grund af en støjmåling, som viste, at musikken på bodegaen var for høj.
Læs også
Forleden landede sagen i økonomiudvalget.
Her anbefalede et snævert flertal at underkende bevillingsnævnets afgørelse ved at give Sunes Bodega lov til at holde åbent til klokken 01.
Dog mener flertallet, at tilladelsen til natåbent skal kunne trækkes tilbage, hvis støjgrænserne ikke overholdes.
Nu har Randers Byråd så taget endelig stilling.
18 byrådsmedlemmer - Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Velfærdslisten - stemte ja til natåbent på Sunes Bodega, mens 13 politikere fra Socialdemokratiet, Beboerlisten, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti sagde nej.