Borgmester overtrumfet: Flertal vil have undersøgt kommunens rolle
Et flertal i Randers Byråd uden om borgmesterens eget parti stiller nu forslag om en uvildig undersøgelse kommunens håndtering af Nordic Waste-sagen.
Borgmester Torben Hansen (S) står over for et flertal af byrådet, der vil have en uvildig undersøgelse af Nordic Waste-sagen.
Det fremgår af et forslag, der søndag er blevet sendt ud til byrådets medlemmer, og som TV2 Østjylland er i besiddelse af.
Bag forslaget står Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Det Konservative Folkeparti, Velfærdslisten, Beboerlisten og Enhedslisten samt løsgængerne Lars Axel Nielsen, Bo Rats og Henriette Malland. Tilsammen indtager partierne og løsgængerne 16 ud af byrådets 31 sæder, og der er dermed et flertal bag forslaget.
Forslaget handler om en uvildig undersøgelse, der skal stille skarpt på kommunens og dens ledelses ageren i forbindelse med Nordic Waste.
Her er forslaget
Der ønskes en uafhængig tilbundsgående undersøgelse af, om direktionen, forvaltningen i øvrigt, borgmesteren, samt byrådet har handlet kritisabelt i forbindelse med sagen om Nordic Waste A/S. Undersøgelsen skal blandt andet afdække,
om Randers Kommunes miljøgodkendelser er udarbejdet i overensstemmelse med gældende ret og endvidere ses at være hensigtsmæssige og have den faglige kvalitet, der kan forventes,
om Randers Kommunes tilsyn er sket i overensstemmelse med gældende ret og endvidere ses at være sket på en hensigtsmæssig måde og at have den faglige kvalitet, der kan forventes, herunder om Randers Kommune burde have udstedt påbud eller på anden vis reageret,
om Randers Kommune ville have haft grundlag for at udstede påbud eller at reagere på anden vis, hvis tilsyn m.v. var sket i overensstemmelse med gældende ret og på en hensigtsmæssig måde og havde den faglige kvalitet, der kan forventes,
om der er indikation for, at usaglige hensyn har været taget i betragtning, herunder bedes det undersøgt, om der ses at være forskel på den måde, som tilsynet med Nordic Waste A/S er varetaget, og den måde, som tilsynet med andre virksomheder er varetaget, herunder udarbejdet tilsynsrapporter og offentliggjort disse under iagttagelse af reglerne herfor,
om direktionen, forvaltningen i øvrigt eller borgmesteren har modtaget oplysninger, som de burde have reageret på, herunder bedes det undersøgt, hvilke oplysninger. Herunder oplysninger modtaget i forbindelse med henvendelser fra byrådsmedlemmer og møder med borgere, andre kommuner, offentlige myndigheder, virksomheder, m.v., der er tilgået direktionen, forvaltningen i øvrigt og borgmesteren,
om Randers Kommune i det hele ses at have at håndteret sagen korrekt og hensigtsmæssigt, herunder om gældende ret, herunder almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, og god forvaltningsskik ses at være iagttaget,
om borgmesteren, direktionen og forvaltningen i øvrigt har håndteret sagen korrekt, herunder i overensstemmelse med gældende ret, og hensigtsmæssigt efter den 19. december 2023,
hvem der traf beslutning om at bestille en advokatundersøgelse fra Codex Advokater, og om der var fornøden kompetence hertil, samt om det findes hensigtsmæssigt, at spørgsmålene, om der skulle bestilles en sådan undersøgelse, og hvilket opdrag denne skulle have, ikke blev forelagt byrådet,
om Randers Kommunes kommunikation med Nordic Waste A/S er sket på en måde og har haft et indhold, der findes at være passende for en tilsynsmyndighed,
hvorfor Randers Kommune til at starte med ikke testede den jord, der blev kørt væk, for PFOS, selv om forvaltningen i 2021 gav Nordic Waste A/S tilladelse til at modtage jord med et meget højt PFOS-indhold, og
om Randers Kommune har givet Nordic Waste A/S tilladelse til at modtage jord eller andet, der ikke er omfattet af miljøgodkendelserne,
hvor mange breve eller anden information er tilgået borgerne i Ølst, samt hvad har været formålet med informationen,
hvor mange borgerhenvendelser har der været fra borgerne i Ølst og hvad har kommunen gjort i den forbindelse,
ved tilbuddet om at få NW grunden gratis, hvorfor blev byrådet eller politisk følgegruppe ikke involveret i beslutningen,
hvem har opbygget organisationen på pladsen og hvilke kompetencer besidder de enkelte ledere, mellemledere. Hvad har organisationen i det hele taget af forudsætninger for arbejdet. Hvilke aftaler ligger der ift.:
Pris for det udførte arbejde
Hvad er der af sikkerhedsforanstaltninger for medarbejderne herunder
Sundhedsmæssige risici
Potentielle ulykker
Toilet/bad og velfærdsrum
Undersøgelsens organisatoriske forhold:
Der skal sikres størst mulig uafhængighed. Administrativt varetages forvaltningen af undersøgelsen derfor af borgerrådgiveren. Al korrespondance, herunder også mundtlig dialog, med den eller de eksterne aktører, der skal foretage undersøgelsen, skal der gøres fyldestgørende notat om. I undersøgelsen skal der skelnes mellem før og efter den 19. december 2023, forstået således, at ansvar efter denne dato alene er borgmesteren, forvaltning og direktion.
Politisk afrapporteres der til byrådet og følgegruppen. Kun byrådet har kompetence til at træffe beslutninger om undersøgelsen.
Forslagsstillerne vil have undersøgt et væld af emner, der relaterer sig til Nordic Waste, herunder:
- arbejdet med miljøgodkendelsen i 2018
- tilsynet med virksomheden
- hvilke informationer kommuner har fået, og måske burde have reageret på
- om der har været usaglige hensyn
- om borgmesteren, direktionen og forvaltningen har håndteret sagen korrekt, efter kommunen overtog arbejdet ved Nordic Waste-grunden
- om kommunikationen med Nordic Waste har været passende for en tilsynsmyndighed
Randers Kommune og dens advokat Codex Advokater fremlagde 30. januar en juridisk redegørelse, som i bredde træk frikendte Randers Kommunes håndtering af håndteringen af Nordic Waste.
Ifølge redegørelsen havde kommunen gjort, hvad den skulle, da Nordic Waste i 2018 fik miljøgodkendelse, og den havde ikke forsømt sine tilsynspligter, konkluderede Jacob Brandt fra Codex Advokater, der altså var hyret ind til opgaven.
I stedet lå det fulde ansvar hos Nordic Waste. Noget, som virksomheden efterfølgende afviste.
Dagen forinden havde der været en voldsom diskussion i Randers byråd om, hvorvidt man skulle lave en uvildig undersøgelse. På det tidspunkt erklærede Torben Hansen sig uenig i, at det var tiden til det. Ifølge ham burde man udskyde det, til der er flere oplysninger i sagen.
På byrådsmødet bakkede 21 medlemmer op om afvise kravet om en uvildig undersøgelse, men den balance er altså nu tippet.
De vil i øvrigt også have undersøgt, hvordan redegørelsen fra Codex Advokater blev bestilt.
Regeringen varslede undersøgelse
På Christiansborg er tonen også skiftet, efter flere socialdemokratiske ministre bragede ud og varslede mulige juridiske tiltag mod den Nordic Waste-ejerne, der blandt andet tæller milliardæren Torben Østergaard-Nielsen. Når de blev spurgt, forsøgte blandt andet Magnus Heunicke at afværge ved eksempelvis at henvise til kommunens redegørelse.
Men dagen efter den juridiske redegørelse blev fremlagt, var presset i Folketinget og internt i regeringen blevet så stort, at socialdemokraterne og regeringen nu gik ind for en uvildig undersøgelse. En uvildig undersøgelse, som Torben Hansen i øvrigt hilste velkommen.
- Det synes jeg selvfølgelig er meget fint. Vi har kun en interesse i, at alt bliver undersøgt, og står selvfølgelig til rådighed for enhver undersøgelse, regering og folketing måtte ønske, sagde han den 31. januar til TV2 Østjylland.
Ifølge TV2 Østjyllands oplysninger mødes den socialdemokratiske byrådsgruppe søndag aften for at diskutere forslaget.
Radikale Venstres eneste byrådsmedlem, Mogens Nyholm, skriver til TV2 Østjylland, at han ikke har fået valget om at være med som forslagsstiller.
'Ved det seneste byrådsmøde udtalte vi radikale, at vi er med på en uvildig undersøgelse, men timingen er altså vigtig. Vi radikale vil, når punktet kommer op i byrådet, vurdere om kvalitet af forslag og timing er i orden,' skriver han.
TV2 Østjylland arbejder på at få en kommentar fra borgmester Torben Hansen.