Borgmester om gennemtrumfet undersøgelse: - Jeg tager det fuldstændig roligt
Randers' borgmester hilser undersøgelse velkommen, selvom forslaget kommer fra et flertal uden om borgmesteren.
Tidligere søndag kom det frem, at der er skabt et flertal uden om Randers-borgmesteren for en uvildig undersøgelse af Nordic Waste-sagen.
Undersøgelsen skal stille skarpt på kommunens og dens ledelses ageren i sagen.
Ifølge borgmester Torben Hansen (S) handlede det dog ikke om, at han var imod forslaget.
- Det, synes jeg, er fint. Den politiske følgegruppe skal også mødes i denne her uge, og det var tidligere sat i værk, at der skule laves en ekstern redegørelse for hele vores miljøadministration, så det passer fint ind, siger han.
- Vi har hele tiden sagt, at vi ikke har noget imod en undersøgelse, men vi skal være sikre på, at det er af det rigtige.
At undersøgelsen også skal gennemgå hans egen rolle i sagen, hilser han også velkomment, som han siger.
- Jeg tager det fuldstændig roligt, og det tror jeg alle andre også gør. Vi har alle sammen en klokkeklar interesse i for det første at få givet Ølst-borgerne ro i maven, og at vi får afværget den akutte miljøskade, siger borgmesteren.
Undersøgelse er nødvendig
Bag forslaget står Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Det Konservative Folkeparti, Velfærdslisten, Beboerlisten og Enhedslisten samt løsgængerne Lars Axel Nielsen, Bo Rats og Henriette Malland. Tilsammen indtager partierne og løsgængerne 16 ud af byrådets 31 sæder, og der er dermed et flertal bag forslaget.
Allerede på byrådsmødet den 29. januar foreslog blandet andre SF, at der skulle iværksættes en uvildig undersøgelse. Det var der dog ikke et flertal for.
Men Venstre skiftede mening, og det gav et flertal. TV2 Østjylland har søndag spurgt 1. viceborgmester Claus Berggren hvorfor.
- Det har vi, fordi vi synes, at der er kommet så mange ting til den her sag, at nu behøver vi en uvildig, tilbundsgående undersøgelse af, hvordan hele håndteringen af Nordic Waste har været, siger han.
Her er forslaget
Der ønskes en uafhængig tilbundsgående undersøgelse af, om direktionen, forvaltningen i øvrigt, borgmesteren, samt byrådet har handlet kritisabelt i forbindelse med sagen om Nordic Waste A/S. Undersøgelsen skal blandt andet afdække,
om Randers Kommunes miljøgodkendelser er udarbejdet i overensstemmelse med gældende ret og endvidere ses at være hensigtsmæssige og have den faglige kvalitet, der kan forventes,
om Randers Kommunes tilsyn er sket i overensstemmelse med gældende ret og endvidere ses at være sket på en hensigtsmæssig måde og at have den faglige kvalitet, der kan forventes, herunder om Randers Kommune burde have udstedt påbud eller på anden vis reageret,
om Randers Kommune ville have haft grundlag for at udstede påbud eller at reagere på anden vis, hvis tilsyn m.v. var sket i overensstemmelse med gældende ret og på en hensigtsmæssig måde og havde den faglige kvalitet, der kan forventes,
om der er indikation for, at usaglige hensyn har været taget i betragtning, herunder bedes det undersøgt, om der ses at være forskel på den måde, som tilsynet med Nordic Waste A/S er varetaget, og den måde, som tilsynet med andre virksomheder er varetaget, herunder udarbejdet tilsynsrapporter og offentliggjort disse under iagttagelse af reglerne herfor,
om direktionen, forvaltningen i øvrigt eller borgmesteren har modtaget oplysninger, som de burde have reageret på, herunder bedes det undersøgt, hvilke oplysninger. Herunder oplysninger modtaget i forbindelse med henvendelser fra byrådsmedlemmer og møder med borgere, andre kommuner, offentlige myndigheder, virksomheder, m.v., der er tilgået direktionen, forvaltningen i øvrigt og borgmesteren,
om Randers Kommune i det hele ses at have at håndteret sagen korrekt og hensigtsmæssigt, herunder om gældende ret, herunder almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, og god forvaltningsskik ses at være iagttaget,
om borgmesteren, direktionen og forvaltningen i øvrigt har håndteret sagen korrekt, herunder i overensstemmelse med gældende ret, og hensigtsmæssigt efter den 19. december 2023,
hvem der traf beslutning om at bestille en advokatundersøgelse fra Codex Advokater, og om der var fornøden kompetence hertil, samt om det findes hensigtsmæssigt, at spørgsmålene, om der skulle bestilles en sådan undersøgelse, og hvilket opdrag denne skulle have, ikke blev forelagt byrådet,
om Randers Kommunes kommunikation med Nordic Waste A/S er sket på en måde og har haft et indhold, der findes at være passende for en tilsynsmyndighed,
hvorfor Randers Kommune til at starte med ikke testede den jord, der blev kørt væk, for PFOS, selv om forvaltningen i 2021 gav Nordic Waste A/S tilladelse til at modtage jord med et meget højt PFOS-indhold, og
om Randers Kommune har givet Nordic Waste A/S tilladelse til at modtage jord eller andet, der ikke er omfattet af miljøgodkendelserne,
hvor mange breve eller anden information er tilgået borgerne i Ølst, samt hvad har været formålet med informationen,
hvor mange borgerhenvendelser har der været fra borgerne i Ølst og hvad har kommunen gjort i den forbindelse,
ved tilbuddet om at få NW grunden gratis, hvorfor blev byrådet eller politisk følgegruppe ikke involveret i beslutningen,
hvem har opbygget organisationen på pladsen og hvilke kompetencer besidder de enkelte ledere, mellemledere. Hvad har organisationen i det hele taget af forudsætninger for arbejdet. Hvilke aftaler ligger der ift.:
Pris for det udførte arbejde
Hvad er der af sikkerhedsforanstaltninger for medarbejderne herunder
Sundhedsmæssige risici
Potentielle ulykker
Toilet/bad og velfærdsrum
Undersøgelsens organisatoriske forhold:
Der skal sikres størst mulig uafhængighed. Administrativt varetages forvaltningen af undersøgelsen derfor af borgerrådgiveren. Al korrespondance, herunder også mundtlig dialog, med den eller de eksterne aktører, der skal foretage undersøgelsen, skal der gøres fyldestgørende notat om. I undersøgelsen skal der skelnes mellem før og efter den 19. december 2023, forstået således, at ansvar efter denne dato alene er borgmesteren, forvaltning og direktion.
Politisk afrapporteres der til byrådet og følgegruppen. Kun byrådet har kompetence til at træffe beslutninger om undersøgelsen.
På et byrådsmøde i slutningen af januar var en uvildig undersøgelse oppe at vende, men her stemte Venstre nej til at behandle forslaget.
Men der er en god grund til, at partiet er med nu, lyder det.
- Jeg synes ikke, at de to forslag kan sammenlignes, fordi det på byrådsmødet ikke var særligt konkret. I det, vi har nu, er der nogle forskellige, konkrete spørgsmål, der skal besvares, så det er et helt andet forslag i min verden, siger han.
Claus Berggren understreger, at også byrådets rolle i sagen skal belyses.
Undersøgt af advokatfirma
Kommunens rolle er allerede blevet gennemgået. 30. januar fremlagde Randers Kommune og dens advokat Codex Advokater en juridisk redegørelse, som i bredde træk frikendte Randers Kommunes håndtering af håndteringen af Nordic Waste.
Ifølge redegørelsen havde kommunen gjort, hvad den skulle, da Nordic Waste i 2018 fik miljøgodkendelse, og den havde ikke forsømt sine tilsynspligter, konkluderede Jacob Brandt fra Codex Advokater, der altså var hyret ind til opgaven.
I stedet lå det fulde ansvar hos Nordic Waste. Noget, som virksomheden efterfølgende afviste. Redegørelsen anses dog ikke som uvildig, og derfor efterspørger de 16 partierne og løsgængerne nu den uvildige undersøgelse.