Anjas søn ligger i koma efter overfald: Hvem slog Tobias ned?
Anja Kristensen fra Randers frygter at miste sin søn efter overfald i nattelivet i Aarhus
Siden den 9. maj har tiden stået mere eller mindre stille for Anja Kristensen fra Randers.
Tidligt fredag morgen blev hendes 20-årige søn offer for et tilsyneladende meningsløst overfald i det centrale Aarhus.
Læs også
På hjørnet af Åboulevarden og Skolegade blev Tobias Ebeling kl. 04.50 slået flere gange i hovedet med et jernrør.
Bagefter er to mænd blevet set løbe fra stedet, men foreløbig har ingen vidner kunnet hjælpe politiet på sporet af gerningsmændene.
Derfor beder Anja Kristensen og hendes familie nu offentligheden om hjælp.
- Nogen har måske set noget, er gået fordi, har kigget ud af vinduet eller er kørt forbi. Nogen har måske set noget, de måske ikke har vidst var så vigtigt, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forbereder sig på det værste
Siden overfaldet har Tobias været indlagt på Aarhus Universitetshospital. Her har Anja Kristensen tilbragt det meste af sin vågne tid ved hans sygeseng.
- Han sover dybt og er i koma. Det har han været siden. Udsigterne er rigtig, rigtig dårlige. Vi har fået at vide, at vi skal forberede os på det værste.
Østjyllands Politi opfordrer ligesom Anja Kristensen eventuelle vidner til at fortælle, hvad de ved.
- Tilsyneladende er det banale uoverensstemmelser i bylivet, der får de har fatale følger. Der ligger ikke noget scenarie bag efter vores oplysninger. Det gør det bare endnu mere meningsløst, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden