Afsløring: Politiet efterforsker mystisk sag på plejehjem

Østjyllands Politi har varetægtsfængslet en person i en sag på Plejecenter Tirsdalen i Randers-bydelen Kristrup. Den efterforskes fortsat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det er på plejehjemmet Tirsdalen i Kristrup i Randers, at politiet efterforsker en sag. Foto: Google Street View

Gennem længere tid har Østjyllands Politi efterforsket en sag på Plejecenter Tirsdalen i Randers-bydelen Kristrup. 

I midten af marts blev en person anholdt i sagen. 

Vi kan godt forstå, at det kan give utryghed, og er selvfølgelig i tæt dialog med pårørende og medarbejdere.
Thomas Krarup, direktør, sundhed, kultur og omsorg, Randers Kommune

- Vi efterforsker en sag på det pågældende plejehjem, og den 14. marts anholdt vi en person, der efterfølgende blev varetægtsfængslet, oplyser Østjyllands Politi, der dog ikke har mange yderligere oplysninger.

- Der er nedlagt navneforbud, og grundlovsforhøret blev holdt bag dobbeltlukkede døre, og vi kan derfor ikke oplyse sigtelsen eller yderligere detaljer, lyder det fra politiet til TV2 ØSTJYLLAND. 

Den fængslede person har i mellemtiden fået forlænget sin varetægtsfængsling og er altså fortsat frihedsberøvet i sagen.

Direktør forstår utrygheden

Vi har været i kontakt med den lokale leder på Plejecenter Tirsdalen, Susanne Tvede, der oplyser, at hun for nuværende ikke har noget at sige.

Hun henviser i stedet til Thomas Krarup, der er Randers Kommunes direktør på området.

Han bekræfter, at der undersøges en sag på plejecentret, og kommunen bistår politiet i efterforskningen.

- Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke sige mere. Vi kan godt forstå, at det kan give utryghed, og er selvfølgelig i tæt dialog med pårørende og medarbejdere, oplyser Thomas Krarup til TV2 ØSTJYLLAND. 

Randers Kommune har ikke yderligere kommentarer, og henviser til Østjyllands Politi.

Plejecenter Tirsdalen ligger i Randers-bydelen Kristrup i den sydlige del af byen. / Foto: Google Maps

Har været orienteret løbende

Også en af lokalpolitikerne i kommunens omsorgsudvalg kan bekræfte sagen. 

Han fortæller, at politikerne løbende er blevet orienteret. 

- Og jeg har fuld tiltro til politiet, der styrer efterforskningen. Jeg er tryg ved deres arbejde, siger næstformanden i udvalget, Lars Axel Nielsen, Nye Borgerlige, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Beboere og pårørende kan også være helt trygge ved plejecentret. Det kan jeg godt garantere, fortsætter han. 

Lars Axel Nielsen mener ikke, at der er grund til bekymring for situationen på Plejecenter Tirsdalen. / Foto: Randers Kommune

Tip os gerne, hvis du ved noget

Vi ville gerne have hørt politiet, hvad personen er sigtet for, og om den sigtede var ansat på plejecentret, da anholdelsen fandt sted.

Randers Kommune ville vi gerne have hørt ind til, hvad der konkret er igangsat på plejecentret, og om sagen har fået konsekvenser på stedet. 

TV2 ØSTJYLLAND forsøger lige nu også at få fat på pårørende til beboere på plejehjemmet.

Har du oplysninger i sagen, kan lokalreporter i Randers Kommune, Mads Otte, kontaktes på tlf. 27421334 eller via mail til maot@tv2oj.dk.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her