VIDEO: Uvejret ramte Østjylland
- Det var ikke en skypumpe, siger ekspert
I dag var det dagen derpå, efter at et kortvarigt uvejr lørdag forårsagede en række ødelæggelser i Østjylland.
Enkelte steder rapporterer flere af TV 2 | ØSTJYLLANDs seere om deciderede skypumper, der væltede træer op og rev tagsten af huse.
Skypumper er ikke usædvanlige i Danmark, men det er sjældent, de forårsager så voldsomme ødelæggelser. Derfor tror eksperterne også, der har været tale om et andet vejrfænomen.
- Det er noget, som vi kalder downburst. Det opstår, når meget kraftigt nedbør falder ned igennem et område i atmosfæren med tør luft. Og det var netop tilfældet i går. Så får det ekstra energi, og så falder det ekstra hurtigt ned. Så er det som en bobbel med kold luft, der hamrer ned mod jordoverfladen, siger Anders Brandt fra TV 2 Vejret til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Den behøver ikke være ret stor. Derfor kan det ramme meget lokalt. Derfor kan det godt opleves derude som om, der har været en skypumpe.
Se mere om lørdagens ødelæggelser i videoen øverst på siden.