Vi flotter os i ferien
Midtjyder forkæler sig selv, når de rejser
Der skal ikke mangle noget, når østjyderne skal på sommerferie i udlandet.
I hvert fald trodser blandt borgerne i Region Midtjylland den landsdækkende tendens, der peger på, at danskerne har lagt låg på budgettet til udlandsrejsen.
Efter en stigning på 14 procent fra 2008 til 15.895 kroner i 2011 har det landsgennemsnitlige rejsebudget ifølge det årlige valutaindeks fra FOREX Bank stort set ikke ændret sig i de seneste to år og er nu på 15.541 kroner per gennemsnitsdansker over 18 år.
Men den gennemsnitlige midtjyde ser stort på økonomisk krise og har sat 18.907 kroner af til sommerens udlandstur. Det er 1.742 kroner mere end sidste år og hele 6.650 kroner mere end i 2008.
- Midtjyderne er driftige folk, der godt kan lide at erobre verden, og så er Midtjylland altså ikke et turistområde, hvor mange af de andre regioner i Danmark, for ikke at sige allesammen, er oplagte turistområder med kyst, strand og store sommerhusområder, siger livsstilsekspert Henrik Byager og fortsætter:
- Midtjyderne skal væk for at få den oplevelse, og det vil de gerne. De vil gerne ud i den store verden, og de har også pengene til det.
Vilde med all-inclusive-rejser
Man kan få rigtig meget charterrejse for 18.907 kroner, og charterbranchen nikker også genkendende til, at midtjyderne er klar til at lægge lidt ekstra penge for at få det, som de vil have.
- Vi kan mærke, at midtjyder og jyder i det hele taget bruger flere penge på all-inclusive-rejser, som jo er dyrere, da alt er med i prisen. Så på den måde sparer man ikke på feriebudgettet. Man vil godt have noget, der er godt, og man vil godt have tingene pakket hjemmefra, siger StarTours salgsdirektør, Stig Elling.
Men der er alligevel godt købmandskab over den måde, som midtjyderne køber charterrejser, pointerer han.
- Det ser dyrt ud i starten, men når man får opgjort ferieregnskabet, så sparer man faktisk penge på det (all-inclusive-rejser, red.), da det hele er betalt hjemmefra, så der ikke skal bruges så mange lommepenge.
Har fundet et stabilt leje
På landsplan ser det ud, at udgiften til sommerens udlandsrejse har fundet et stabilt leje med et fald på 27 kroner fra 2012 til i år. Og det undrer ikke Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea, at vi fortsat sætter penge af til en tur til Mallorca, Maldiverne eller Madagaskar.
- Det kommer ikke bag på mig, at vi har fredet feriebudgettet, for det betyder rigtig meget for danskerne at have råd til at komme på ferie. Og vi ved, at danskerne øremærker opsparingen til at komme på ferie, siger Ann Lehmann Erichsen.