Thylander vender tilbage til SIF
Silkeborg IF skriver kontrakt med svenske Mattias Thylander, der vender tilbage til klubben efter en langvarig fodskade.
Superligaklubben Silkeborg brugte transfervinduets sidste dag til at skrive kontrakt med den 30-årige svensker Mattias Thylander.
Mattias Thylander prøvede også chancen sidste forår i Silkeborg, men da satte en alvorlig fodskade en stopper for en længerevarende kontrakt. Han har deltaget i træningen i februar, og har overbevist klubben om, at han skal have chancen de næste fire måneder.
- Jeg er meget taknemmelig for at have fået chancen for at træne med her i Silkeborg, og jeg glæder mig utroligt meget til at komme til at spille igen, siger svenskeren.
Mattias Thylander, der i 1997 blev noteret for sin første og eneste A-landskamp for Sverige, nåede at spille fire kampe for Silkeborg sidste år, inden fodskaden stoppede ham. Thylander har en klubfortid i Malmö FF, AIK Stockholm og Halmstad BK. /ritzau/