Svært at gøre noget ved svineri på villagrunde
Hvis naboen mener, at en have er det samme som en skraldespand, kan man ikke stille meget op. Det ved de i Skanderborg.
Et stigende antal østjyder klager til kommunen over rod og svineri hos på helt almindelige villagrunde. Men kommunerne står magtesløse overfor de husejere, der vælger at bruge deres haver til skrot.
Problemet findes blandt andet i Skanderborg Kommune, der forgæves har prøvet at få en husejer i Skanderborg til at fjerne sit affald. Men i retten blev husejeren frifundet.
- På kort sigt tror jeg ikke, vi kan hjælpe naboerne i den konkrete sag. Det har vi jo ikke lovhjemmel til. Men jeg kan sagtens forstå naboernes frustrationer, haven ser jo herrens ud, siger Peder Porse, der er medlem af Miljø- og forsyningsudvalget i Skanderborg Kommune for Venstre.
Et flertal i Skanderborg Byråd vil nu rette henvendelse til Kommunernes Landsforening for at få opbakning til en lovændring, så det fremover bliver muligt for kommuner at skride ind over for affaldsbjerge i private haver.
TV 2 | ØSTJYLLAND har meget mere om problematikken i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.