Strid om placering af hospice
Flere foreninger strides om, hvor Østjyllands næste hospice skal ligge.
Skal Østjyllands næste hospice ligge i Skanderborg? Eller i Kjellerup? Eller i Randers, Brædstrup, eller Sdr. Vissing. Flere foreninger arbejder på forskellige placeringer og nu er uenigheden mellem de forskellige interessegrupper ved at udvikle sig til en strid, fortæller DR Østjylland.
Regionsformand Bent Hansen har opfordret de forkellige foreninger til at arbejde sammen om at foreslå en enkelt placering, men det er ikke muligt, mener flere af grupperne: De ønsker alle et hospice i nærheden af deres egen by for patienterne og de pårørendes skyld.
Især er uenigheden tydelig mellem to af de større grupper, der arbejder for en placering i henholdsvis Kjellerup og Skanderborg. Her kan man ikke blive enige om, hvem der først skal have et nyt hospice.
Grupperne kommer under alle omstændigheder til at vente et stykke tid endnu med at få deres ønsker opfyldt: Ifølge DR Østjylland mener Regionsformand Bent Hansen ikke, at der er et presserende behov for et nyt hospice i Østjylland lige nu.