Stor redningsøvelse i Skejby
Ofre, læger, sygeplejersker og redningsmandskab deltog i dag i en stor redningsøvelse på beredskabsgården i det nordlige Århus.
Den værst tænkelige ulykke er sket. Et tog og en bus er stødt sammen og der omkring 20 mere eller mindre hårdt sårede. Alle læger og sygeplejersker har travlt og til at begynde med er situationen uoverskuelig og stresset, men efterhånden får deltagerne overblik og ro på. En øvelse der er realistisk og nødvendig, mener overlæge Jørgen Feldthaus fra Horsens Sygehus.
- Til dagligt har vi alt det nødvendige behandlingsudstyr inden for rækkevidde. Herud på ulykkesstedet har vi begrænsede resurser og må trække på det vi har og derfor er det uhyre vigtigt, at vi får øvet situationerne, siger Feldthaus til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I alt deltog 10 læger, 20 sygeplejersker, 10 beredskabsmedarbejdere og 20 ofre og gennemfører i dag øvelsen fire gange.
Se hvordan det gik for sig i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er fra klokken 19.30.