Overblik: Uro i Gellerup
Bydelen i det vestlige Århus har gennem flere år været genstand for såvel uro som forsøg på at løse problemerne.
Natten til mandag brændte til børnehaven Viben på Dortesvej i Gellerupparken. Branden er ifølge Østjyllands Politi uden tvivl påsat, og politiet jagter lige nu gerningsmanden eller gerningsmændene.
Men det er langt fra første gang, at der er brandstiftelse eller uroligheder i området, og også de lokale politikere har flere gange forsøgt at løse problemerne med forskellige initiativer.
I faktaboksen til højre kan du se nogle få eksempler på de mange tilfælde af uroligheder i Gellerup-området gennem de seneste to år.
Det har dog ikke manglet på forslag til, hvordan man løser problemerne.
På et møde den 11/12-2006 ville borgmester Nicolai Wammen (S) i samarbejde med Østjyllands Politi sørge for flere politibetjente i Gellerup-området. Desuden skulle flere socialarbejdere på gaden.
I februar 2008 oplevede bydelen flere aftener i træk brande og stenkast mod politi og brandfolk. Her forslog det radikale byrådsmedlem Ibrahim Gøkhan, at de unge uromagere skulle en tur på Tvindhøjskole. Modsat ønskede socialrådmand Gert Bjerregaard (V) nultolerance i form af økonomisk straf til forældrene og et nyt specialteam af sagsbehandlere, der skulle tage ekstra hånd om de familier, der har de største problemer.
Over flere omgange har Brabrand Boligforening meldt ud, at hvis brandstiftere eller uromagere boede i området, så ville såvel de som deres familier blive smidt ud af deres lejligheder. Blandt andet da en 22-årig politi-elevs bil blev sprængt i luften af en bombe den 1/11-2007.
TV 2 | ØSTJYLLAND's hjemmeside-del om urolighederne i Gellerup i februar 2008.