Oprykning kostede 60 armbøjninger
Medlemmer af AGFs fanfraktion måtte søndag tage 60 armbøjninger som konsekvens af et opryknings-væddemål.
25. jun 2007, kl. 11:19
Mere end 30 dage gammel
De måtte puste og svede og, og de forlod scenen med ømme armmuskler.
Før den netop afsluttede sæson i 1. division indgik medlemmer af fanfraktionen Galehuset et væddemål med spillerne fra AGF.
Hvis AGF rykkede op, skulle fansene tage 10 armbøjninger gange det antal point, AGF havde ned til holdet på tredjepladsen. Og med seks point ned til SønderjyskE, skulle der betales 60 armbøjninger.
Ifølge AGFs hjemmeside lagde syv mand fra Galehuset sig op på scenen, men efter cirka 25 armbøjninger måtte de alle give fortabt, hvorefter de fik lov til at stoppe før tid.