- Mit navn er Bines søster
Søskende til handicappede efterlyser fokus
At være søskende til en handicappet bror eller søster kan være en stor udfordring for børn. I 7 ud af 10 østjyske kommuner tilbyder man derfor såkaldte søskendekurser, hvor brødre og søstre til handicappede kan få et frirum, hvor det handler udelukkende om dem.
En af de personer, der har haft brug for netop det frirum, er Marie Gliemann-Larsen, der er storesøster til Bine Gliemann-Larsen, der er født med en svulst i hjernen og har svær epilepsi.
- Mit navn er Bines søster. Man gør alt for ikke at stå i vejen. Det lærer man. Man kan gå med en masse følelser, som man ikke fortæller om, fordi det er jo ikke det, det handler om. Det handler om den syge, siger Marie Gliemann-Larsen, der i dag går i gymnasiet.
Søskendekurserne kan være en stor hjælp ikke mindst for forældrene, som kæmper forgæves for at give alle deres børn lige meget opmærksomhed og ofte må fokusere på det handicappede barn.
- Det er rigtig, rigtig svært. Der er ufattelig mange situationer, hvor jeg har forsøgt at være mange steder på en gang. Det kan man så ikke, siger Camilla Gliemann-Larsen, der er mor til Marie og Bine.
Nu efterlyser både Marie Gliemann-Larsen og hendes mor et større fokus i folkeskolen netop på problematikkerne forbundet med det at være søskende til en handicappet.
- I folkeskolen ville det være rart at den enkelte lærer kommer hen og spørger hvordan det går og ikke med din søster men hvordan går det med dig, siger Marie Gliemann-Larsen.
Se indslag om problematikken i videoen øverst i artiklen.