Meteorjagt i gang
Flere østjyder mener at have set den meteor, der muligvis er faldet ned i Østjylland
Jagten på meteoren er for alvor gået ind, siden det i går kom frem, at den muligvis er faldet ned et sted Østjylland.
TV 2 | ØSTJYLLAND har modtaget henvendelser fra flere seere, der mener at have set den omtalte meteor:
- Jeg mener at have set meteoren. Den gik i et spor fra øst mod vest henover himlen. Nedslagsstedet, vil jeg mene, er syd for Silkeborg, skriver Steen Laursen fra Gl. Rye.
Ifølge planetarieleder Ole J. Knudsen fra Steno Museet i Aarhus fandt meteornedslaget sted tirsdag aften klokken 20.08 i området nordøst for Nørre Snede.
John Mikkelsen fra Spentrup nord for Randers skriver til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Jeg så det kraftige lys fra meteoren og ligeledes tidspunktet, da den slukkede. Jeg vil vurdere, at meteorens retning gik i luftlinie gennem Thorsø, Gjern, Salten og Bryrup.
Har du set meteoren, eller har du ligefrem fundet den, så hører vi gerne mere fra dig. Send en mail til redaktion@tv2oj.dk.