Måske dyrere at bruge grønne områder
Arrangører af koncerter og kræmmermarkeder skal måske betale mere for at benytte Tangkrogen og andre kommunale områder i Århus.
Den radikale rådmand i Århus Kommune, Peter Thyssen, vil have byrådet til at diskutere, om arrangører og deltagere i store sports- og kulturarrangementer skal betale større beløb for at benytte kommunens områder. Det skriver JP Århus.
Prisstigningerne skal være med til at finansiere en omfattende renovering af Tangkrogen til 21 millioner kroner, forbedringer på Vestereng for to millioner kroner og højere udgifter til drift af de grønne områder.
Der arbejdes med to betalingsmodeller. Den dyreste vil koste mellem to og ti kroner per deltager, den billigste fra en til tre kroner. Ved begge modeller skal ved alle arrangementer betales et rådighedsbeløb på 3000 kroner per døgn og 500 kroner per salgsbod.
Forslaget behandles som en del af budgetforhandlingerne, som indledes torsdag.