Løsladt efter vold mod betjente
Dommeren valgte at løslade en 20-årig mand, der er sigtet for angreb på to politibetjente i Skanderborg.
14. jan 2006, kl. 14:26
Mere end 30 dage gammel
Det lykkedes lørdag ikke anklageren at få varetægtsfængslet en 20-årig mand, der sigtes for vold mod politiet.
Ifølge sigtelsen angreb han sammen med en kammerat et par betjente i Skanderborg natten til lørdag, da betjentene dukkede op, kort efter at de to var kørt galt med deres bil. Det udviklede sig til håndgemæng og de to politimænd blev tildelt flere slag, inden de kunne overmande angriberne.
Lørdag blev den ene krævet varetægtsfængslet for vold mod tjenestemand i funktion, men det blev afvist ved et grundlovsforhør i retten i Skanderborg. De to betjente slap fra overfaldet med knubs, oplyser politiet i Skanderborg. /ritzau/