Letbanen overskrider budget
Koster op mod 700 mio. kroner mere end ventet
Letbanen i Østjylland kommer til at koste meget mere, end man har budgetteret med.
Præcist hvor stort hullet bliver i budgettet er, er der ikke kommet en offentlig udmelding omkring, men i et notat fra Aarhus Kommune kan man se, at der i hvert fald mangler 400 millioner kroner.
Men ifølge flere af TV 2 | ØSTJYLLANDS kilder kan det reelt dreje sig om mellem 500 til 700 millioner kroner.
Det svarer til en overskridelse på 20 til 30 procent af det samlede budget på 2,4 milliarder.
- Det her er jo en kæmpe bombe, at der kommer sådan en ekstraregning, siger Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre i Folketinget.
Og han er ikke den eneste på Christiansborg, der ikke er tilfreds med overskridelsen af budgettet.
- Det er langt henne i forløbet, at man kommer med så voldsom en overskridelse. Jeg synes, det er amatøragtigt, siger Kim Christiansen, der er transportordfører for Dansk Folkeparti.
Letbanen i Østjylland er den første af sin slags i landet, og det får en del af forklaringen for den store overskridelse.
- Der var et blankt stykke papir, da vi startede, derfor betaler vi nogle rigtig dyre lærepenge i Østjylland, men det er så til gengæld noget, der kommer de senere projekter til gavn og som blandt andet gør, at man har lagt budgettet højere i de efterfølgende projekter, siger Kristian Würtz, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Aarhus Kommune foreslår, at ejerkredsen omkring letbanen indhenter flere penge.
- Om det er muligt, at skyde flere statslige penge i projektet er ikke noget, jeg kan tage stilling til nu, skriver Magnus Heunicke (S), der er transportminister, i en mail.
ifølge planen skal den første del af letbanen stå klar i 2015.
Du kan se mere om letbanen i indslaget over artiklen.