Kør forsigtigt fredag morgen - der kan være glat
Lunere vejr venter dog i weekenden
Det er en god idé at køre ekstra forsigtigt, når man fredag morgen starter bilen eller sætter sig til rette i cykelsadlen.
Ifølge TV 2 Vejret bliver natten til fredag forholdsvis kold med temperaturer lige under frysepunktet. Der kan desuden danne sig rimtåge flere steder i Østjylland.
Den kolde nat betyder, at der kan være glat fredag morgen.
- Husk i morgen tidligt, at der kan være glat og kør efter forholdende. Især hvis der også er nedsat sigtbarhed, siger TV 2 Vejrets Lone Seir i TV 2 | ØSTJYLLANDs vejrudsigt torsdag aften.
Læs også
I de kommende dage er der dog udsigt til, at det bliver en lille smule lunere i forhold til det, vi oplever lige nu.
Fredag bliver den køligste dag, men fra weekenden og i begyndelsen af den kommende uge tager temperaturen et lille nøk opad.
Mandag og tirsdag får vi således dagtemperaturer på omkring fem grader.
Se den østjyske vejrudsigt i videoen øverst i artiklen.