Kaldte betjente for "svin"
Fuld mand blev sur over, at han ikke måtte blande sig i politiets arbejde og overfusede betjentene.
16. jul 2007, kl. 11:17
Mere end 30 dage gammel
En 36-årig mand fik natten til mandag lov til at overnatte i detentionen i Århus.
Ved 23.30-tiden blandede han sig i nogle betjentes arbejde på Klostertorvet i Århus midtby, hvor betjentene var i gang med en anden sag.
Da betjentene bad manden om at forsvinde, overfusede han dem med skældsord som "svin" og "fuck jer", hvilket betød, at han blev anholdt.
Efter at have sovet rusen ud, blev manden løsladt mandag morgen.