K i Østjylland har første folketings-kandidat klar

David Munk-Bogballe stiller op til Folketinget for partiet i Østjylland

Foto: Presse

De Konservative er så småt i gang med at tage forskud på det valg, som mange ser som nærtforestående. I Østjylland bliver den 34-årige debattør David Munk-Bogballe nu præsenteret som folketingskandidat.

Han er født og opvokset i Aarhus og har gennem efterhånden mange år gjort sig opmærksom med kronikker i flere af landets aviser.

- Danmark befinder sig i en alvorlig kulturel krise, der truer med at gøre varig skade på det land, vi kender og holder af. I uddannelsessystemet, i boligområder og i foreningslivet ser vi, hvordan etniske danskere og indvandrere fra særligt muslimske lande såvel som deres efterkommere færdes i nærmest total isolation fra hinanden. Det er afgørende at få nedbrudt de allerede meget stærke skel, der er opstået, og indtil det arbejde er gennemført er det nødvendigt, at der lukkes for nye tilflyttere og flygtninge fra de områder. Hvis vi har lært noget af de seneste årtiers indvandring, så må det være, at fundamentalt forskellige kulturer ikke lader sig integrere i hinanden, lyder det fra David Munk-Bogballe på spørgsmålet om, hvorfor han stiller op.

Læs også Blå utilfredshed: Socialisme af værste skuffe

Netop indvandring er et af de emner, der optager den nye kandidat mest, og det da også inden for dette, at David Munk-Bogballe har gjort sig mest bemærket i den offentlige debat.

- Overordnet handler konservatismen om at sikre en orden, der beskytter den private ejendomsret, borgernes retssikkerhed, giver frihed og plads til det private initiativ og styrker familien, kernekulturen og sammenhængskraften. Derfor er det vigtigt, at skattetrykket sænkes, at strafferammerne for vold og grov kriminalitet hæves, at vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler og plejecentre privatiseres eller gøres selvejende, at det gøres sværere at blive skilt, og at elever i grundskolen får en stærk forankring i dansk kultur, sprog og tradition, forklarer han endvidere om sine holdninger.

David Munk-Bogballe blev valgt som kandidat på et ekstraordinært opstillingsmøde i denne uge.

Til daglig driver den nye kandidat egen virksomhed, der fremstiller eksklusive lædervarer.