Indsamlings-show er blevet følelsesporno
Kim Christiansen (DF) er spændt på, om virksomheder vil donere penge uden eksponering
Den kendte dansktop-sanger Richard Ragnvald, der bor lidt udenfor Aarhus, har via sin Facebookside sat gang i en debat om de populære indsamlingsshows, der år efter år skaffer millioner af kroner til fordel for flygtninge.
Han synes i højere grad, at man burde overveje at støtte de hjemløse og ældre herhjemme, og det har fået både tilhængere og kritikere op af sofaen.
Kim Christiansen er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, og han er enig med Ragnvald i, at man skal hjælpe herhjemme først.
- Det har udviklet sig til en gang kommerciel følelsesporno. Jeg er lidt spændt på, om de samme virksomheder vil donere de samme penge, hvis de ikke fik deres navn til at rulle hen over skærmen. Jeg er enig med Richard Ragnvald i, at hvorfor pokker hjælper vi ikke nogen af vores egne, siger Kim Christiansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I mandagens udsendelse blev han flankeret af Jens Joel (S), der dog ikke mener, at det ene udelukker det andet.
- Det er jo ikke enten/eller. Det er også derfor, jeg er rigtig glad for, at man har haft denne indsamling i weekenden. Jeg synes, det var flot, at danskerne bidragede så meget til nogle af de millioner af mennesker, som er på flugt fra krig og terror og som er på grænsen af sultedøden, siger Jens Joel.
Richard Ragnvald har blandt andet foreslået, at danske kunstnere skal gå sammen om et indsamlingsshow til gavn og glæde for dem, der har det svært i Danmark, og det kunne både Jens Joel og Kim Christiansen blive enige om at stille op til.
Klik på ovenstående video for at se hele indslaget.