I fængsel for at krænke patienter
Mand fik 60 dages ubetinget fængsel
Flere patienter har nu fået rettens ord for, at de blev udsat for en krænkende behandling på en klinik i Østjylland.
Den mand, der var sat til at hjælpe folk, gik langt over stregen og overtrådte straffeloven, har Retten i Randers slået fast fredag.
Den 52-årige mand er blevet straffet med ubetinget fængsel i 60 dage, ligesom han mister retten til at praktisere i fire år.
Den dømte fastholder dog sin uskyld og har på stedet anket dommen til Vestre Landsret.
Retten har forbudt nogen at offentliggøre den dømtes navn eller at identificere ham på anden måde.
På flere punkter har domsmandsretten frifundet den 52-årige. Det gælder i tilfælde, hvor der var rejst tiltale for for eksempel et klap i bagdelen.
Derimod er han fundet skyldig i andre forhold, oplyser senioranklager ved Østjyllands Politi, Mette Vinge Olesen.
- Vi er tilfredse med, at der er sket domfældelse for den grovere del af tiltalen, og at udmålingen af straffen ligger på det niveau, vi havde anbefalet, siger hun.
For eksempel er manden dømt for i adskillige tilfælde at have befølt forskellige kvindelige patienter på brysterne - og det er flere gange sket, mens patienten kun var iført bh og underbukser.
Straffesagen har været længe undervejs, og i begyndelsen mistænkte politiet manden for at have udsat over 100 patienter for vold.
Mistanken holdt dog ikke til en nærmere undersøgelse, og anklagemyndigheden besluttede at rejse tiltale om blufærdighedskrænkelse i flere tilfælde.