Goddag Nygaard - farvel Dalgaard
Angriberen Thomas Dalgaard er tæt på at tage afsked med Randers FC for at fortsætte karrieren i Tyrkiet.
Randers FC præsenterede i dag den tidligere landsholdsspiller Marc Nygaard som seneste nye mand i truppen, og netop Nygaards ankomst kan betyde, at Thomas Dalgaard får svært ved at finde sin plads i truppen.
Men det problem bliver måske slet ikke aktuelt for Dalgaard.
Han er netop nu i Tyrkiet, og det besøg kan ende med en underskrift på en kontrakt med Vestel Manisaspor, der huserer i den bedste tyrkiske række.
- Det er korrekt, at han i øjeblikket er i Tyrkiet for at kigge på forholdene dernede. Hvis de bliver enige, så vil han skifte allerede nu. Vi har indkalkuleret et salg af Dalgaard, så vi skal ikke ud og have en erstatning, siger Randers FC's direktør, Jacob Nielsen, til bold.dk.