Formand anklages for dobbeltrolle
Formanden for teknisk udvalg i Århus Kommune kritiseres for at være inhabil i sag om golfbaner.
Venstres byrådsmedlem i Århus og formand for teknisk udvalg, Niels Brøchner, kritiseres for ikke at erklære sig inhabil i sagen om kommunens tilladelse til nye golfbaner. Det skriver metroXpress.
Golfgruppen, der står bag planerne om et stort golfcenter ved Lyngbygård til omkring 30 millioner kroner, har tidligere været på rejse til Niels Brøchners hotel- og konferencecenter i Tjekkiet, hvor selskabet er interesseret i at bygge en golfbane. Ved den lejlighed var det Niels Brøchner, der fremviste det golfegnede område, som ligger i umiddelbar nærhed til hans konferencecenter.
- I byrådet har vi ikke fået noget at vide om det samarbejde. Hvis man har et hotel og forsøger at få et århusiansk konsortium til at investere i en golfbane umiddelbart derved, så kan man ikke sidde og afgøre sager om det samme konsortium i byrådssalen, siger Jørgen Skov fra SF.
Niels Brøchner afviser dog, at han var inhabil, da han stemte for placeringen af de nye golfbaner.
- Jeg vil ikke sige, at jeg har et samarbejde med Golfgruppen. De har vist interesse for et område i Tjekkiet. Jeg er tjekkisk konsul, og derfor rejser jeg med alle, der ville have interesse i det, siger Niels Brøchner.