Flere skole-besparelser i Randers
Skolelukninger er ikke nok. De randrusianske folkeskoler skal også spare på bøger og specialundervisning.
12. sep 2003, kl. 08:45
Mere end 30 dage gammel
Byrådspolitikerne i Randers nøjes ikke med at lukke to af kommunens skoler. For kort tid siden kom det efter en heftig debat frem, at Nyvangskolen og Hadsundvejens Skole står til lukning, og det fik områdets øvrige folkeskoler til at ånde lettet op.
Nu viser det sig imidlertid, at elever og lærere på de skoler, som får lov til at fortsætte, kommer til at leve med store forringelser i den daglige undervisning.
Alene på kontoen for undervisningsmidler skal der ifølge det kommunale budgetkatalog spares 4,8 millioner kroner i 2004. Desuden rammer nedskæringerne blandt andet lejrskoler, ekskursioner, specialundervisning og erhvervsorientering.