Får vi hvid jul? Gammelt vejrvarsel har slået fejl ti år i træk
Ikke særligt troværdigt vejrvarsel lover koldt vejr med sne juleaften
Skal man tro et gammelt dansk vejrvarsel, så kan vi for første gang i otte år se frem til en jul med vinterligt vejr.
Et gammelt vejvarsel lover nemlig en hvid jul, hvis Mortens aften bliver mild.
Læs også
Og med temperaturer over 12 grader, der er omkring 5 grader mere, end man normalt kan forvente af den 10. november, så kan man vist roligt kalde det mildt.
Det er netop på denne milde novemberdag, at man med ande- eller gåsesteg traditionen tro fejrer Mortens aften.
Slår fejl - år efter år
Det store spørgsmål er, om der overhovedet er hold i vejrvarslet.
Statistikken taler sit eget tydelige sprog. I de seneste 10 år har varslet om, at en mild Mortens aften skal give hvid jul slået fejl hvert eneste år.
Med en lille smule god vilje gav en mild Mortens aften i 2012 efterfølgende en lokal hvid jul.
Da vi seneste havde landsdækkende hvid jul med sne i mindst 90 procent af landet i både 2009 og 2010 var Mortens aften alt andet end mild.
Gæs afslørede Morten - og derfor spiser vi dem i aften
Grunden til, at vi spiser and eller gås denne aften, stammer fra legenden Sankt Martin eller Morten, som vi kalder ham i Danmark. Han er en helgen, der missionerede i Frankrig. Han blev dér så populær, at befolkningen i byen Tours i år 371 ønskede ham som biskop.
Læs også
Ifølge overleveringen ønskede Morten slet ikke at være biskop. Han gemte sig derfor i et skur - fyldt med gæs.
De skræppede op og afslørede ham. Han blev således biskop - helt mod sit ønske og indførte samtidig 11. november som officiel gåse-slagtedag, som her i Danmark er Mortensdag.
Det er grunden til, man i Danmark traditionelt spiser gås eller and Mortens aften den 10. november.