Færre indbrud i virksomheder
Antallet af indbrud i århusianske butikker og kontorer er faldet markant de seneste to år.
Århus har oplevet et betydeligt fald i antallet af indbrud i butikker og kontorer. Siden 2002 har der været et fald på knap 30 procent fra 3.103 indbrud i de første syv måneder af 2002 til 2.215 indbrud i samme periode i år.
Samtidig har omfanget af indbrud i private boliger holdt sig nogenlunde i ro.
- Vi kender ikke årsagen, men håber selvfølgelig på, at det er antallet af opklarede sager, der har haft en afsmittende virkning, siger Jørn Andersen, kriminalkommissær ved Århus Politi, til MetroXpress.
Han vurderer, at virksomhederne er blevet bedre til at sikre sig mod indbrud.
Det bekræfter Claus Bech, direktør i Århus City Forening.
- De seneste tre år har flere butikker valgt at investere i yderligere sikring af vinduer, alarmsystemer og gitre, siger Claus Bech til avisen.