Efter angreb med fyrværkeri: Brandmænd vil uddanne kadetter
Efter beskydning nytårsnat har tre aktører fra dansk beredskab sendt åbent brev til politikerne. De vil have penge til at uddanne brandkadetter i udsatte boligområder
Østjyllands Brandvæsen oplevede nytårsaften og -nat at blive beskudt, mens de var i færd med at slukke brande. Det skete primært i boligområdet Rosenhøj i det sydlige Aarhus, hvor brandmændene blev beskudt med fyrværkeri.
I løbet af nytårsaften oplevede Østjyllands Brandvæsen at blive beskudt syv gange, mens brandvæsenet i Silkeborg oplevede én enkelt beskydning af indsatslederens bil.
Læs også
I andre steder af landet var brandfolk udsat for lignende hændelser. På landsplan har der været i alt tyve dokumenterede angreb på brandfolk.
- Det var lidt chokerende, at det var i det omfang. Et eller andet sted er det sket før i lidt mindre målestok, men at det var så mange steder og det antal, det kommer bag på os fra centralt hold, siger Jarl Vagn Hansen, der er formand for Danske Beredskaber.
Chokket får de tre største aktører inden for dansk beredskab til at sende et åbent brev til forsvarsministeren, justitsministeren og socialministeren samt tre relevante udvalg i Folketinget.
Brandkadetter hjælper på problemet
Helt konkret vil de tre aktører gerne være med til at finde en løsning, og de peger især på, at man kan genoptage projektet med at uddanne brandkadetter blandt unge i udsatte områder.
Uddannelsen af brandkadetter opstod for nogle år siden, hvor der var nogle episoder i ghettoer, hvor brandvæsenet blev mødt med stenkast. Med inspiration fra udlandet lavede man et forløb for unge mellem ti og 18 år, der var med til at bygge bro mellem de unge og brandvæsenet.
Læs også
- Man får kendskab til hinanden, og bryder barrierer ned. Vi løfter de unge, giver noget selvtillid og giver nogle sejre, og skaber en god vej frem for de unge, siger Jarl Vagn Hansen.
Men pengene til projektet kom fra blandt andet TrygFonden og VELUX FONDEN, og nu er pengene er ved at slippe op.
Ifølge Danske Beredskaber er opgaven også en statslig opgave, da det også drejer sig om integration. Timingen er også den rette, da ghetto-problematikken blev taget op i statsministerens nytårstale
- Nu når Lars Løkke slår på tromme med ghettoer, så har vi et håndgribeligt værktøj i skuffen, som er blevet brugt, og vi ved har en effekt, siger Jarl Vagn Hansen.
I videoen herunder kan du blandt andet høre en fotograf, der fortæller om, hvordan det var at følge brandmændene i Rosenhøj, mens de blev beskudt: