Drenge optog vold på video
To 13-årige drenge fra Randers blev lørdag aften udsat for vold, mens det blev optaget på video.
To 13-årige drenge blev lørdag aften udsat for det voldelige fænomen "happy slapping" på Hadsundvej i Randers, oplyser politiet.
Her blev de passet op af tre andre drenge - to på 14 og en på 15 år - der netop havde forsøgt at købe lightergas på Q8-tanken.
Det kunne de imidlertid ikke få lov til, og de tvang derfor de to 13-årige til at købe lightergas til sig. Da de kom ud med gassen blev de tvunget ind i et solcenter, der er indrettet i en container ved tanken. Her tvang de ældre drenge dem til at sniffe lightergas med sig.
Efter et stykke tid begyndte de to 14-årige at slå og sparke løs på især den ene af drengene, mens den 15-årige optog volden på sin mobiltelefon. På et tidspunkt forlod de solcentret, men snifningen og volden fortsatte i en nærliggende opgang, indtil en beboer kom ud og jog dem væk.
Det lykkedes de to 13-årige drenge at slippe væk og tage på skadestuen, hvorefter politiet blev tilkaldt.
Da de to 14-årige, der begik volden, er under den kriminelle lavalder blev sagen søndag overgivet til de sociale myndigheder. /ritzau/