DMI: Meget mere regn på vej
Se, hvor meget vand, der vil skylle ned
Man skal ikke gemme gummistøvlerne og paraplyerne alt for langt væk i dag. Der er nemlig mere vand i vente, lyder det fgra DMI.
DMI har her til morgen udsendt et varsel om skybrud og kraftig regn, som er gældende for Østjylland og det meste af landet.
- Der er nye forsyninger på vej fra syd, siger Olaf Mathiassen fra DMI til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge DMI forventes det, at der vil komme mellem 35 og 50 mm regn på seks timer og nogle steder vil der være risiko for lokale skybrud med 15 mm regn eller mere på bare 30 minutter.
Derfor skal man passe ekstra godt på både i trafikken og for nogen vil regnen også kunne betyde våde kældre:
- Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning), nedsat sigtbarhed, oplyser DMI.
Til gengæld tegner weekenden sig til at blive væsentlig pænere og mindre våd. Både lørdag og søndag vil der ifølge prognoserne blive tørt vejr med temperaturer mellem 16 og 22 grader.
Der vil dog være risiko for enkelte lokale regn- eller tordenbyger.