- Det bliver en svinsk valgkamp
Lyder det fra Venstres Michael Aastrup Jensen
Der diskuteres valgkamp og politikerlede, når der i aften er premiere på TV 2 | ØSTJYLLANDs nye politiske magasin Kaffeklubben.
- Jeg tror desværre, vi kommer til at se den mest svinske valgkamp, vi nogensinde har set og den mest amerikaniserede valgkamp - i negativ forstand. Og det synes jeg er sørgeligt, lyder det fra Venstres Michael Aastrup Jensen, og fortsætter:
- Det eneste vi opnår med sådan en svinsk valgkamp, det er, at politikerleden, som desværre er vokset - ikke mindst de sidste tre år - på grund af brudte valgløfter og andet, den vil fortsat vokse.
Udover Michael Aastrup Jensen har vært Åse Andersson besøg af forsvarsminister Nicolai Wammen (S), Hans Kristian Skibby (DF) og Jonas Dahl (SF).
- Men jeg synes jo, Michael, du springer jo ud i det og begynder at kaste smuds på os, og det synes jeg, at vi skal holde os for gode til. Vi er også nødt til at tage det ansvar på os og prøve netop at holde fokus på, hvad er det for nogle problemer, vi står med, lyder modreplikken fra Jonas Dahl.
Og de fire politikere kan dog også hurtigt blive enige om, at det vigtigste i valgkampen må være politikernes visioner. Vælgerne vil høre, hvad står blå blok for, og hvad står rød blok for.
Alligevel kniber det nogen gange med at holde det fokus, indrømmer Nicolai Wammen.
- Jeg tror, at alle politikere - i kampens hede - kan blive fristet, fordi det giver nogle hurtige sekunder på tv, i radioen eller nogle linjer i avisen, men det løser jo ikke et eneste problem, siger han.
Se debatten i videoen øverst - og se premieren på KAFFEKLUBBEN i aften kl. 20 på TV 2 | ØSTJYLLAND. Her kan du blandt andet høre, hvordan de fire politikere vil løse problemet med radikaliserede unge i Grimhøj-moskeen.
Kaffeklubben er et nyt månedligt politisk magasin på TV 2 | ØSTJYLLAND. I hvert program vil vært Åse Andersson invitere en række østjyske folketingspolitikere i studiet. Politikerne vil fortælle om deres visioner, kampe og sejre på Borgen, mens Åse Andersson vil udfordre dem på deres holdninger og deres evner til at samarbejde på tværs af politiske skel.