Bugge går efter borgmesterposten
Sygehus-forkæmperen Niels-Ulrik Bugge udpeget som Venstres borgmesterkandidat i Odder.
Først kæmpede han en indædt kamp for at redde Odder Sygehus, og nu er han klar til at kæmpe for at kunne sætte sig i borgmesterstolen.
Niels-Ulrik Bugge blev kendt, da han som formand for støtteforeningen Bevar Odder Centralsygehus forsøgte at redde byens hospital.
Den 60-årige advokat har siden da meldt sig ind i partiet Venstre, og på et møde i aftes besluttede partiets bestyrelse, at Niels-Ulrik Bugge skal være spidskandidat ved det kommende kommunalvalg. Her skal han forsøge at overtage borgmesterstolen fra socialdemokraten Elvin Hansen, der er byens førstemand i dag.
For at blive Venstres bud på en ny borgmester, skal partiets medlemmer først godkende bestyrelsens valg af Niels Ulrik-Bugge. Det sker på et opstillingsmøde den 16. marts.